Mine forældre flyttede rundt på møblerne derhjemme mens jeg lå og sov. Da jeg stod op næste morgen og så stuen lavet helt om blev jeg rigtig angst.
Dette var starten.
Juletræet der
Jeg har altid været utrolig genert, så meget at det har begrænset mig. Ikke kun genert - men hæmmet. Jeg kunne ikke stille mig frem og snakke. Eller læse op for klassen. Jeg hakkede og stammede teksten igennem.
frygten for at andre mennesker skulle høre mig. Og høre min tanker. For mine tanker har altid været høje.
Jeg har altid kunnet høre mine tanker højt. Så frygten for andre også kunne høre dem var stor.
Som barn havde jeg en barnestemme i hovedet. Malene eller også kaldet lillepigen. Hun snakkede til mig. Hun var altid sød ved mig. Hun var min bedste ven.
Men jeg fortalte det ikke til nogle. Men hun var der altid for mig mig, især når noget var svært, Eller når jeg ikke kunne lide aftensmaden og sad og baksede med at skulle spise det.
Så trøstede hun mig og fortalte mig at jeg kunne godt. Og talte bidderne tilbage.
I 12 års alderen begyndte der depressive at træde ind i mit liv.
Jeg blev mere og mere trist. Og der var også her jeg begyndte at skære i mine håndled. Jeg var ikke god til smerte dengang så det var kun overflade sår og jeg skulle også kunne gemme det for mine forældre. Som jeg gjorde med støtteforbinding med den påstand at det var min seneskedehindebetændelse der drillede mig.
Da jeg var 14 år skulle vi flytte - ikke så langt - men nok til jeg skulle flytte skole. Her kom jeg til en skole hvor de ikke kunne finde ud af at tage imod mig.
Jeg blev mere og mere nedtrykt. Skar mere og mere oppe på gæste badeværelset hvor ingen kom da det lå på 1. sal.
Jeg knyttede mig meget til en pige jeg lærte hurtigt at kende i den lille by vi flyttede til. Hun gik dog ikke på skolen, desværre.
Hende kunne jeg snakke med om alt. Hvor svært jeg havde det... Og at jeg ikke følte jeg magtede livet.
At min lillebror fyldte for meget. Jeg følte mig glemt af mine forældre. Alene.
Lillepigen forsvandt mere og mere. Hun var der nu kun meget lidt. Jeg følte mig alene. Selv om jeg havde min veninde. For lillepigen havde jo altid været der. I stedet kom manden. Manden var den onde stemme. Som hele tiden var efter mig. Fortalte mig hvorfor jeg ikke burde leve. At jeg skulle skændes med min mor. At jeg var tyk og grim.
Skænderierne med min mor startede for alvor i 15-16 års alderen. Det var hver dag. Stort set. Det var hårdt. Jeg blev altid så frygtelig ked af det bagefter. Og skar i afmagt, sorg og vrede.
17 år og færdig med folkeskolen - Jeg flygtede hjemmefra......
Nu var der slut med at bo hjemme mere.. Jeg magtede ikke at skulle skændes mere med min mor og min lillebror. Min lillebror havde ADHD. Så han havde det heller ikke nemt. Men det er svært for en teenager at forstå.
Jeg ville arbejde - men det syntes mor og far bestemt ikke. Så de sagde at hvis jeg gik i gang med at læse aå ville de hjælpe med huslejen til kollegium værelset til jeg blev 18 og kunne få SU. Så jeg begyndte at læse på Handelsskolen.
Det var nogle hårde år. Med meget fravær. En lære så hvor skidt jeg havde det og fik mig til læge. Dagen efter hvor jeg også var blevet udsat for voldtægt.
Min læge aflyst alle aftaler for at tage mig ind og snakke med mig. Jeg snakkede med ham i 2 timer. Hvor efter han med det samme sendte en henvisning til børne- og ungdoms psyk. Han skrev - HASTER -
Der gik også kun 1 uge så fik jeg brev derfra med en tid en uge efter.
Så jeg startede i B&U (børne- og ungdoms psyk) hvor imens jeg haltede mig igennem handelsskolen. Hvor jeg kun fik lov at blive gående fordi jeg gik i B&U da jeg havde rigtig meget fravær fordi jeg havde det så skidt at jeg tit ikke kunne tage i skole.
Efter 1 år i B&U opgav de mig men med en diagnose der hed Depression og Borderline, samt selvskadende
Efter Handelsskolen flyttede jeg fra byen for at komme på landboskole og derefter praktik. Her havde jeg også meget sygdom. Selv om det var noget der interesserede mig meget var det svært for mig at komme på arbejde fordi jeg havde det skidt.
Det var også her jeg blev kørt ned og måtte opereres 2 gange på 4 mdr. i knæet. Så i den tid var jeg på krykker og gik der hjemme. Det befandt jeg mig meget bedre med. Der kunne jeg slappe af. Og ikke bekymre mig så meget.
Igen tilbage til skolen.. Det var ikke så slemt da det kun var 5 mdr. Det kunne jeg lige klare. Men der var nedture. Med eftersom vi alle boede på skolen var der altid folk omkring med der passede på mig.
Tilbage igen til praktik. Nu i en anden by. Og igen med meget sygdom.
Gik til læge for at få lavet en prik test pga allergi. Men lægen så lige igennem mig og jeg endte med en henvisning til psykolog i distrikt psykiatrien og ikke en prik test. ;)
Jeg fik der et par måneder - MEN så blev jeg gravid - og hormonerne legede i min krop. Og jeg fik det sååå godt. Så jeg stoppede og flyttede tilbage til min fødeby.
Der gik ikke længe før jeg blev alene. Men pyt - jeg havde det godt. Hele min graviditet var vidunderlig. Stemmerne var væk. Det depressive var gemt i en kiste. Alt var godt. Også da jeg fødte min søn var alt godt.
Jeg gik hjemme med ham i et år. også her gik det godt. Fordi jeg kunne gå hjemme. Ingen krav til mig. Ikke noget jeg skulle nå. Og kunne gøre det i mit tempo.
Barslen var ovre og jeg begyndt på HF på VUC. Der gik som altid et ½ år hvor det gik godt. Jeg gik i skole hver dag. Var glad. Men så gik det ned af. Begyndte at blive mere og mere hjemme.
Og så skete det. Min elskede farfar døde. Jeg gik helt ned med flaget. Dette var et traume for mig. og det blev den 15 maj 2007 kl 01:30 og jeg blev indlagt for første gang. jeg havde skåret begge mine arme til blods.
På den ene arm havde jeg skrev glas dør i armen. Jeg havde fået en ven fra Århus til at køre helt ned til mig. Og det var ham der fik mig indlagt.
Om morgene ringede ham til min lillebror for det skulle jo fortælles til mine forældre. Og det var han lidt nervøs for. For han vidste godt at jeg ellers ikke fortalte dem noget om hvordan jeg havde det psykisk, Og havde ikke gjort det igennem årene.
Mor kom ud til mig på Spange. Jeg var helt fraværende. Svarede i øst og vest.
Jeg var indlagt i 14 dage. Men var kun hjemme 1 uge så blev jeg indlagt igen. Jeg hørte ambulancer hele tiden. Mande stemmen råbte af mig hele tiden. Jeg så mennesker der ikke var der.
Jeg var indlagt nogle måneder.
Her fik jeg diagnosen Paranoid skizofren.
Jeg kom i en team for skizofrene og fik tildelt en rigtig sød sygeplejerske. Som i 5½ år var min trofaste støtte igennem mange, mange indlæggelser.
I 5 år var jeg mere indlagt end jeg var hjemme. Og jeg var ikke til at komme i kontakt med.
Så kom vendepunktet.
Jeg mødte en fantastisk pige. Hun blev min kæreste. Ikke flere indlæggelser og jeg fik det rigtig godt. Stemmerne forsvandt. Jeg stoppede med at skære.
Jeg havde ellers de sidste år skåret så meget at jeg var på skadestuen og blive syet flere gange i ugen - og jeg skulle helst syes med over 100 sting hver gang.
Men det stoppede pga denne fantastiske pige.
I 2 år havde jeg det godt. Pigen og min søn levede sammen lykkeligt. Vi lavede ting sammen en alm familie ville lave.
Jeg er på pension da jeg ikke kan arbejde. Jeg kan helst kun være derhjemme.
Da jeg mødte denne pige fik jeg også nye venskaber. Der er røget mange venskaber pga sygdommen. Folk kan ikke klare at jeg er syg. Det er rigtig ærgerligt at folk ikke kan forstå det. Og har fordomme.
Men nu har jeg fået nye venner. Både via indlæggelser, min kæreste og pga min søns skolekammeraters forældre.Og jeg har også fået venner via facebook. Der er der kommet nogle rigtig gode venner ud af, som jeg er rigtig glad for.
Mange af mine venner er også personer med skizofreni. Men det gør det også lidt nemmere for så forstår vi hinanden og vores besværligheder.
Kæresten og jeg er stadig sammen. Sønnen er nu snart 9 år. Og er velfungerende men en meget følsom dreng. <3
Her for 3-4 mdr siden begyndte det at gå ned af igen.
Stemmerne kom igen med fuld styrke. Men det er kvinde stemmer. Monique og Pinellope heller de. Men de er ikke søde ved mig. De er onde. Nogle djævle.
Jeg ser en masse ting, bl.a. døde mennesker der hænger i galger i loftet hvor blodet flyder og drypper ned på gulvet. Jeg ser mange monster især uden for.
Og noget nyt - men som min psykiater mener har været der i mange, mange år- men som har været gemt i psykoserne er at jeg bliver hypomanisk.
Det er lidt der samme som manisk. Som en med Bipolar bliver. Men jeg ryger ikke helt der ud hvor jeg snakker sort snak.
Men jeg snakker meget, Sover ikke, eller kun 1-2 timer, gør rent om natten fra top til tå i lejligheden, vasker tøj om natten, vasker vinduer om natten, går lange ture, jeg har ikke den der stop klods. Jeg får købe mani.
I 3-4 mdr har jeg næsten ikke sovet. jeg er hyperaktiv og fare rundt.
Lillepigen er vendt tilbage. Hun er stadig sød ved mig.
Hun vil rigtig gerne tegne. Hvis jeg ikke giver hende noget papir tegner hun på gulvet.
Jeg har det bedst når jeg har mine briller på, for så føler jeg ikke folk kan komme ind til mig. Så føler jeg at jeg kan lukke folk ude. Og lukke nogle af alle indtrykkene ude.
Jeg føler mig meget forfulgt- Tjekker lejligheden for mikrofoner og kamera. Men helst når jeg er alene. Jeg er meget paranoid.
I dag snakker jeg meget med mine forældre om hvordan jeg har det psykisk, Det er rart at kunne dele det med dem og ikke gemme det mere som jeg gjorde før da jeg var ung.
For 2 år siden begyndte jeg at få mange smerte i hele kroppen. Jeg prøvede alt mulig smertestillende. Men intet virkede.
Til sidst blev jeg henvist til reumatolog. et ½ års ventet tid var der. Her blev jeg undersøgt og fik diagnosen Fibromyalgi. Dette gør jeg dagligt har mange stærke smerter. Og smertestillende hjælper ikke rigtigt.
Jeg begyndte på anti depressiv medicin som hjælper smertestillende. Og det hjalp ret godt. Men det må jeg ikke få mere pga. det skubber til mine manier. Så nu skal vi have fundet noget nyt.
Jeg går med et magnet smykke der gør smerterne er mindre end hvis jeg ikke gik med det. Nogle dage er de helt væk.
Jeg føler tit - Livet er ikke værdigt. Smerter fysisk og psykisk hver dag. Det er bare ikke værd at leve.
Sådanne tanker piner mig ofte.
Men så må jeg tænke på min lille familie. De kan ikke undvære mig. Tænke op mine forældre og min lillebror. Min farmor. Ja dem alle. :(
Jeg kan ikke bære tanken om min søn ikke skulle have sin mor. Det er det der holder mig i live. Havde jeg ikke haft ham og min kæreste var jeg her ikke mere. Livet er ikke retfærdigt.
Jeg håber på det vender igen. For lige nu kan jeg ikke rigtig komme ud hjemmefra. Jeg kan lige gå ned og handle.
Jeg kan ikke magte andre mennesker end min kæreste og min søn. og så min sygeplejerske og min støtte kontakt person.
Jeg prøver at se andre mennesker. Men der ender altid med jeg må tage ekstra medicin og får flere stemmer og skæretrang.
Hold on, hold on
I hear voices inside,
and there is a hole in my soul.
I can't not turn my back
for the darkness because of the monsteres
Mama, oh I miss you some times
mama can tou hear mere when I cry?
Dad I need to fell your strong arms
around my when i'm scared and crying
Babybrother i miss to talk to you.
talking hole night long.
I had to unlock the door
to find the right key
Pray, pray, pray, pray
for a happyere day.
Pray, pray, pray, pray
to show you the right way.
Monsters, you are in my home town
get away from me
I will scream of my full heart
I'm stop in the trafic
I can't walk
carring my soul, carring my soul
Ingen kommentarer:
Send en kommentar