Mine forældre meddelte for 3 ugers tid siden at de efter 40 år sammen har valgt at de skal skilles.
Jeg har grædt rigtig meget over dette. Alle de forandringer der vil ske dem kan jeg slet ikke forholde mig til. Og jeg glæder mig bestemt IKKE til dem.
Huset skal sælges. Det er for dyrt for en person. Min mor er allerede ved at købe et nyt og min far er på udkig.
Jeg syntes det er hårdt at sidde ude ved det og de sidder og snakker huskøb og far skal have tallerkenerne osv...
Det er svært at forholde sig til at snart skal man besøge dem hver især. Og ikke se dem sammen som par mere. Som det har været de 32 år jeg har levet.
Jeg føler mig tom indeni. Men alligevel helt fyldt. Og kan ikke rigtig overskue at se nogle mennesker.
Men jeg kan mærke jeg har mere brug for min mor i denne tid end jeg plejer. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Har bare brug for at skrive til hende og høre fra hende. Høre hendes stemme. Være i hends nærvær.
Oveni alt det her har min sygeplejerske meddelt at hun stopper her i juli måned. Så jeg skal igen, igen have ny sygeplejerske.
Det er 9 gang på 3 år jeg skifter sygeplejerske/kontakt person.
Så jeg syntes godt nok nu må det være nok med alle de skift.For man skal jo begynde på ny hver gang. Heldigvis kender jeg hende jeg skal have. Hun har været sygeplejerske på den afdeling jeg plejede at være indlagt på de 5 år hvor jeg var mere indlagt end jeg var hjemme.
Og jeg havde hende tit til kontakt person på afdelingen. Så det er rart det er et kendt ansigt der kommer. Men det er jo 3 år siden jeg sådan har været indlagt. Så det er længe siden jeg har set hende og meget er sket siden og hun har jo aldrig kendt mig uden for sygehuset.
Men lidt godt er der ved det at det er hende og ikke en helt ny...
